Man kan betragte selskabets vedtægter som virksomhedens grundlov. Vedtægterne regulerer de grundlæggende regler for selskabets organisation og virke. Ifølge Selskabslovens §28 skal vedtægterne indeholde oplysning om følgende forhold:
1) kapitalselskabets navn og eventuelle binavne,
2) kapitalselskabets formål,
3) selskabskapitalens størrelse og antallet af kapitalandele eller kapitalandelenes pålydende værdi,
4) kapitalandelenes rettigheder,
5) kapitalselskabets ledelsesorganer, herunder oplysning om den valgte ledelsesstruktur, jf. § 111, og i aktieselskaber oplysning om antallet eller mindste og højeste antal medlemmer af de forskellige ledelsesorganer og eventuelle suppleanter samt valgperioden for medlemmerne af det øverste ledelsesorgan,
6) indkaldelse til generalforsamling
7) kapitalselskabets regnskabsår
Navnet må ikke bidrage til forveksling. Formålet er ofte ret generelt formuleret, men har en betydning i relation til ledelsens tegningsret, dvs. i hvor høj grad selskabet er forpligtet over for tredjemand ud over de almindelige fuldmagtsregler (kaldet stillingsfuldmagt).
Vedtægterne indeholder en tegningsregel, dvs. hvornår selskabet forpligtes ved retshandler foretaget af ledelsen i forhold til tredjemand. I den forbindelse skal man være opmærksom på, om vedtægterne bestemmer, at selskabet tegnes af en direktør alene. Det anbefales, at selskabet kun kan tegnes af en direktør og et bestyrelsesmedlem tilsammen.
Kapitalens størrelse er nøje reguleret i kapitalkravsreglerne i finansielle virksomhed og vil ikke blive gennemgået her. Derimod kan der godt være forskellige rettigheder for kapitalandelene, dvs. at aktierne kan godt have forskellige rettigheder. Dog må finansielle virksomheder ikke have aktier med differentieret stemmeret. Derimod forekommer det ofte, at mange pengeinstitutter har stemme- og ejerlofter i deres vedtægter.
Generalforsamling skal afholdes på selskabets hjemsted, medmindre vedtægterne bestemmer noget andet.
Vedtægterne indeholder også regler for selskabets ledelse dvs. antallet af direktører, bestyrelsesmedlemmer, og her er det i orden blot at henvise til, at bestyrelsen består af 9-12 medlemmer.
Ligesom det er tilfældet med Grundloven, så er det svært at ændre selskabets vedtægter. Det fremgår således af Selskabsloven, at beslutning om ændring af vedtægterne kun er gyldig, hvis den tiltrædes af mindst 2/3 af de stemmer, som er afgivet, som af den del af selskabskapitalen, som er repræsenteret på generalforsamlingen.I særlige tilfælde er vedtagelseskravene skærpet bl.a. i det tilfælde, hvor retten til udbytte begrænses, aktiernes omsættelighed begrænses, indførelse af samtykkeklausul ved aktieoverdragelse, indførelse af ejer- eller stemmelofter etc.
I praksis betyder hovedreglen om 2/3 flertalskrav, at en aktionær kan have negativ kontrol, når vedkommende ejer over 1/3 og dermed kan blokere for vedtægtsændringer. I praksis vil det være svært at opfylde det dobbelte flertalskrav, så her kan man gøre brug af stemmefuldmagter.