Der var ikke megen tøven, da Frank von Staffeldt Beck i 2011 blev tilbudt en lederstilling i Private Banking Afdeling i Odense. Siden sin bankuddannelse i Bikuben havde han arbejdet som privatkunderådgiver, investerings- og pensionsrådgiver og fra 2002 som chef for privatkundeafdelingen i Danske Bank Odense.
"Jeg var stolt og forestillede mig, at arbejdet i Private Banking ville bestå af noget ledelse og kundekontakt og sikkert noget administration. Jeg havde jo arbejdet med ledelse siden 1999, men det blev ret hurtigt klart, at en stor del af jobbet bestod af administration og meget lidt kundekontakt", fortæller Frank. 
Egentlig havde Frank Beck ikke været ude efter lige det job, men under en samtale om sine fremtidsplaner, kom jobbet på bordet, og lige der følte han, at den lederstilling var det næste naturlige skridt at tage i karrieren.
Under sig havde Frank ti Private Banking-medarbejdere og seks investeringsrådgivere under sig og over sig en direktør for Private Banking.
Når Frank skal beskrive, hvad der har været det gode indhold ved hans forskellige job indtil da, siger han:
"Det er kontakten til mennesker og medarbejdere, som du prøver at hjælpe. Finde løsninger som gør, at de får en hverdag, som er bedre end den, de har i forvejen. Jeg kan rigtig godt lide at snakke med mennesker og bruge min energi på de kunder, vi har i Danske Bank", siger en mand med et åbenlyst talent for at tale med kunder.
Ledelse og kunder fyldte det mindste
Som chef for Private Banking bestod arbejdet i coaching og sparring med rådgiverne samt administration.
"Jeg så det som en tredjedel til hvert område, men jeg oplevede, at det med sparring og kundekontakt var det mindste, mens administration ret hurtigt kom til at tage rigtig meget af min arbejdsdag."
Og der kom næsten ingen kunder:
"Fra de filialer, jeg har været i, har jeg været vant til en masse liv og kunder, der kommer ind i banken til mig, mens jeg i Private Banking sad i et stort kontorlandskab, hvor der stort set ikke kommer kunder", forklarer Frank, der ikke oplevede, at han brugte sine bedste kompetencer:
"I afdelingen sad så mange dygtige rådgivere, der i høj grad var selvkørende, så det gik mere og mere op for mig, at når jeg ikke skulle tale med kunder, havde jeg et arbejde, der ikke rigtigt gav mig energi."
Men i lang tid gik han med den overbevisning, at det skal nok blive bedre, indtil han en dag fik en snak med sin direktør og gav udtryk for, at han faktisk ikke var særlig glad for sin lederrolle, og at han virkelig savnede at have med kunder at gøre.
Kort tid efter kom Frank tilbage til et job som privatkunderådgiver i Hunderup Afdeling i Odense.
Min passion
Det har ikke været svært at kravle ned ad karrierestigen, siger Frank, der ikke savner rollen som leder:
"Der er da nogle rigtig gode ting i det at være leder, men al den administration gav ikke mig mening i jobbet."
"Der er kundekontakt en naturlig del af mig, for det giver energi at skabe menneskelige relationer. At være rådgiver er skønt, fordi jeg får lov til at have den rolle, jeg kan lide og er god til. Jeg ved, at mange af mine kunder har sagt til mennesker, de kender, at de skulle tage fat i mig i Danske Bank. Det er da en anbefaling."
Ser man på det ud fra en karriereudvikling, så træder Frank ned ad karriestigen.
"Mange har sagt til mig, at det er godt gået at kæmpe for det, jeg er god til."
Men hvordan er det for chefen i afdelingen at have en tidligere leder i sin gruppe?
"Min egen tanke var da også, at hvis jeg var leder, ville jeg frygte, at han gik efter mit job. Men jeg ved, at jeg er med til at skubbe afdelingen i den rigtige retning, også selvom jeg sikkert engang imellem kan være en stor mundfuld for chefen", siger Frank, der glæder sig over hver dag at kunne bruge sin passion for kundekontakt og nye relationer, der hvor han ser sit talent i brug.